Der er ved at være styr på det hele. I er ved at flytte fra lejligheden nede på 2. sal op til den noget større lejlighed oppe på fjerde. I glæder jer til at få mere plads. Og I glæder jer til at kunne få lov til at holde den sidste sommer som par – uden børn – oppe på fjerde med god udsigt og godt lysindfald. Men det bliver som sagt den sidste sommer som par. I venter jeres første barn til oktober. Til den tid er I sikkert også faldet godt tilpas i den nye lejlighed. Og ja, der er meget at lave lige nu. Der er tunge møbler, som du ikke skal løfte, men som bare skal op – eller ned. Heldigvis har I nogle gode venner, som er søde til at komme og hjælpe jer.
Den evige brokker
Uheldigvis er der også hende den emsige nede på første sal. Hun brokker sig over larm og støv. Hey. Må vi lige have lov til at være her? Vi bor her også. Og vi betaler faktisk for at trappeopgangen bliver holdt ren. Så ti stille! Hun bliver dog ved. Den ene dag er hendes brokketeam centreret omkring gavepapir, der ligger spredt på hele trappen. Den anden dag råber hun op om, at bobleplast er farligt for små børn. Hun bruger derfor tredje dag på at spørge os, om vi ved, hvad det vil sige at være ansvarlige forældre.
Vi er ved at nå det punkt, hvor vi bare ikke længere gider at svare hende. Vi råber derfor ja, ja på de rigtige steder og nej, nej på de andre rigtige steder. Vi forhindrer det, som hun i virkeligheden beder om: En dialog. Vi orker det ikke. Har slet ikke lyst til, at hun skal have ret i, at det er nemt at sørge for at bruge poser af genbrugsplast som disse eller, at det er nemt at finde emballage til hjemmelavet marmelade. Vi orker ikke dialogen. Og hvorfor gør vi så ikke det? Fordi den vil fylde os med dårlig samvittighed. Kom ikke her og bild mig ind, at der findes mennesker i København, Aarhus eller Odense, der har fuldstændig god samvittighed, når det handler om at sortere og smide affald ud.
Vi har alle ansvar
Tro ikke, at jeg ikke selv har gjort det. Det har jeg. Stået der og kigget på de alt for mange affaldsbøtter nede i affaldsskuret. Og ja, jeg kunne altså ikke nå den bøtte, der hedder affaldsglas. Så det marmeladeglas, jeg skulle af med, røg ind i bøtten med affaldsplastik. Desværre. Jeg er ked af det. Har da også dårlig samvittighed over det. Men altså: Der er også noget, der hedder infrastruktur, korrekt skiltning og rent fysiske hjælpemidler til os, som har et eller andet handicap. Vi kan ikke altid nå. Vi kan ikke altid få sat den rette dims på, så tingene virker, som de skal. Kan vi få hjælp? Det er faktisk ret sjældent. Og hvis vi kan, så er det oftest på tidspunkter, hvor vi ikke kan udnytte muligheden for hjælpen, der tilbydes.
Efter en del år i udlandet er du nu vendt tilbage – på ferie – til Danmark. Det er lidt sjovt, fordi du er faktisk turist i dit hjemland. Du har ikke kunnet følge alle debatterne, som har optaget din familie, der bor her. Du har heller ikke kunnet følge med i, hvordan implementeringen af den teknologiske udvikling er sket. Du er faktisk ret overrasket over at se, hvor nemt din gamle tante på 90 har det med at håndtere Borger.id på sin iPad. Kunne det samme ske i dit nye hjemland? Givetvis ikke. Ok, det er et af de smukkeste lande i Sydeuropa, som du bor i. Her er fredeligt. Her er traditioner. Her er massevis at skrive hjem om. Du gider bare ikke. Du vil hellere have, at din familie kommer og besøger dig – og landet – så I sammen kan opdage nye hemmeligheder.
Hemmeligheder
Fordi: Hemmeligheder er noget, alle familier skal have. Om det handler om hemmeligheder, der går ud på madopskrifter eller om det handler om hemmelighederne bagved handel med valuta – det er fuldstændigt ligegyldigt. Så længe I ikke mister jeres formue! En af dine hemmeligheder, som du faktisk gerne vil dele med omverdenen er, at du elsker genbrug. Du kan virkeligt godt lide tanken – og derfor har du heller ikke nogen som helst skrupler ved at skulle dele dit gamle tøj. Det er jo den nye trend. Og trendy vil du gerne være.
Paprør og plakatrør
Det gælder ikke længere om, at I skal råbe op om, at det er muligt at genbruge paprør og plakatrør fra forskellige besøg på museer, hvor du købte en plakat. Det handler heller ikke om, at du absolut skal sørge for, at den porcelænsfigur, du har købt til din tante, skal vikles ind i metervis af bobleplast. Nej, det handler om, at I finder ud af, at miljøvenlig emballage er en del af vores hverdag. Det er ikke noget, vi skal lede efter længere. Og tager du så min tanke lidt længere hen i rækken, så har du allerede set, at vi kan komme ret langt, når vi taler om at beskytte planeten.
Er du enig? Måske ikke? Jamen så fortæl mig, hvor du tvivler. Hvad er det, som gør, at du ikke vil deltage i vores kamp for at få et bedre klima for alle? Skammer du dig? Er du flov, fordi du tilhører en generation, der rent faktisk blev opdraget til at forbruge og smide ud – uden omtanke?
Hør lige her: Du skal ikke være flov. Erkend, at du har gjort nogle fejl. Men vær med til at rette op på fejlene. Det er nemt nok. Ingen vil anklage dig. Tværtimod, du vil modtage mange positive bemærkninger, fordi du gør noget aktivt. Og ved du, hvor det kan føre dig hen? Ingen kan give dig et præcist svar. Men du vil kunne mærke det, når det går i den rigtige retning. Og når det er sket, så skal du se: Du vil genbruge gavepapir, som du får gaver viklet ind i. Du vil bruge posen af genbrugsplast en ekstra gang. Du vil nyde, at verden er renere.
